3 trin til at SLUKKE for din mobilafhængighed





Døgnet, der forsvandt



24 timer om ugen - et helt døgn. Eller mere end 7 uger om året!

Det er, hvad jeg tidligere brugte af tid på Facebook og Instagram på min mobil.

Man kan ikke påstå, at jeg var helt til stede i mit liv

Det er heldigvis slut nu – jeg har lavet en let og smertefri afvænning – og det kan du også!

Få de 3 trin til at slukke for DIN mobilafhængighed





Corona får skyld for mange ting. Men jeg kan nok ikke give Corona hele skylden for min mobilafhængighed. Bevares, tiden med mobilen blev bestemt ikke kortere af, at jeg valgte at lukke min klinik i en periode i foråret, da Statsministeren lukkede Danmark ned. Men selv da efteråret bankede på, hang jeg alt for meget over mobilen og især på Facebook og Instagram.


Min mobil er også min trælse sladderhank. Med funktionen ”skærmtid”, tikkede de pinlige tal ind hver uge og jeg kunne jo godt se, at der blev spildt alt for mange timer med mobilen. Timer, jeg kunne bruge på så meget andet, der er vigtigere.


En beslutning – 3 uger senere
Jeg tog en beslutning – jeg ville bruge min viden i forhold til afhængighed og afvænning og gøre det mere enkelt.


Det viste sig at være så let for mig, at jeg er helt sikker på, at du også kan bruge de 3 trin.


3 uger efter, var mit forbrug af Facebook og Instagram nede på 8 timer om ugen. Altså et fald på ca. 66 %.


I dag et par uger senere, er forbruget ofte mindre endnu, selvom jeg også har mine firmasider på de sociale medier. Det er skønt at have fået min tid tilbage.

Hvad bruger jeg så al den tid til, som jeg har frigivet? Ja, jeg julehygger, bager julekager, går lange ture og ser julekalender med min ældste datter UDEN at sidde med snuden i mobilen.


3 trin til at SLUKKE for DIN mobilafhængighed


1) Drop al samarbejde med din viljestyrke og allier dig i stedet med kærlig overbærenhed til dig selv


2) Dine tanker spiller dig et puds. Det er bare en tanke, der får dig til at bruge tid på mobilen.


Vær bevidst og opmærksom. Når du mærker trangen til at række ud efter mobilen eller opdager, at du pludselig sidder med den i hånden, måske helt ubevidst – så siger du hver gang til dig selv: ”Det er bare en tanke”. Og lader mobilen være


3) Selvhypnose. Du samarbejder med dit ubevidste sind eller din underbevidsthed ved små simple øvelser.


Du kan helt gratis hente mit forslag til en selvhypnose for at SLUKKE din mobilafhængighed. Du trykker bare på knappen nederst.


Vær opmærksom på, at alle tanker og overbevisninger også er en form for selvhypnose, der påvirker dig konstant.


For mig virkede det. På kun 3 uger har jeg nedbragt min tid på sociale medier på mobilen med 66 %.


Faldt jeg i? JA da. Mange gange.

Var det svært? NEJ, det var forbavsende let med de 3 trin.


Hvorfor virker det?


Drop al samarbejde med din viljestyrke
For det første, er det en dårlig idé at forlade sig på viljestyrke.

Jeg har før prøvet at lægge mobilen i en kasse og kalde det mobilens arbejdsplads (som jeg så ikke måtte forstyrre).


Problemet med at bruge viljestyrken er, at det sjældent holder ret længe. Vaner bliver med tiden så indgroede, at de kører på det ubevidste plan meget af tiden. Det vil sige, at vi helt ubevidst rækker ud efter mobilen. Viljestyrke fungerer bare bedst på gode dage og vi har alle gode dage og knapt så gode dage. På gode dage har vi lettere ved at trække på viljestyrken og andre dage falder vi i og overgiver os til trangen. Og så kommer selvbebrejdelserne.


Hvis du derimod allierer dig med kærlig overbærenhed til dig selv, så undgår du at føle skyld og skam over at du er faldet i igen og det føles meget lettere at lægge mobilen fra sig og sige ”Ups, det var bare en tanke”.


Dine tanker spiller dig et puds
Din vane er bare en tanke

Leg bare med tanken om, at din vane bliver aktiveret af en tanke.


Hvis jeg har ret, så kan du stoppe dig selv i at udføre vanen – i dette tilfælde i at gribe ud efter mobilen, ved at sige til dig selv: ”Nååå ja, det er bare en tanke, jeg behøver faktisk ikke følge op på en tanke med en handling”.


Nogle gange når du at stoppe, inden mobilen er i hånden. Andre gange opdager du det, når du er i fuld gang med at smovse i videoer på Facebook.


Ligegyldigt hvornår, du bliver opmærksom på, at du sidder med mobilen – så er det lige DER, at du siger til dig selv; ”Det er bare en tanke” og lader mobilen være.


Når du bliver bevidst om, at det bare er en tanke (bevidst eller ubevidst), der har fået dig til at række ud efter mobilen, så mister vanen sin magt lidt efter lidt.


Du laver selvhypnose hele tiden
Alt det, du siger til dig selv. Dine tanker, dine overbevisninger er i bund og grund selvhypnose. Også når du taler grimt til dig selv i tankerne.


Lav en planlagt selvhypnose for at slippe din mobilafhængighed. Find et roligt sted. Sæt dig godt til rette eller læg dig ned. Forestil dig, at du går ned af en trappe og forestil dig, at når du når foden af trappen tager afsked med din afhængighed. Den model kan varieres i det uendelige.


Mangler du inspiration, så er du velkommen til at lytte til mit forslag til en hypnose mod mobilafhængighed. Du kan hente den helt gratis, ved at trykke på knappen nederst.


Og bliv så bevidst om, hvad du siger til dig selv, når du falder i og finder dig selv med mobilen i hånden. Vær kærlig overfor dig selv. Vær overbærende og ros dig selv for, at der alligevel var gået så lang tid siden du faldt i sidst.


Lur mig, der bliver længere og længere imellem de gange, hvor du falder i.


Afhængig?


Dårlige vaner har det med at komme snigende. Lige så langsomt udvides tiden, der bliver brugt på den dårlige vane. Og meget af tiden aktiveres vanen helt ubevidst.


Hjernen er nemlig blevet ”programmeret” til at aktivere din vane. Jo mere du har givet efter for vanen – jo mere forsøger hjernen at aktivere vanen.
Vi bliver tilskyndet til at aktivere vanen, fordi hjernen belønner dig for det. Når andre liker dine opslag eller sender dig beskeder, belønner din hjerne dig blandt andet med et stof, der hedder Dopamin. Det giver en god følelse. Derfor rækker du ud efter mobilen igen og igen. Og vanen tager magten.


Måske har du lagt mærke til, at du bliver urolig, når du ikke har din mobil i nærheden og at du falder til ro, når du har den i hånden igen? Så er du afhængig.


Tag din dyrebare tid tilbage med de 3 trin


Kærligst Tina Kryger

Hypnose psykoterapeut